Fortsæt til hovedindholdet

Hverdagen på Sjællands Kirkemusikskole

Fordybelse og plads til at vokse

Sjællands Kirkemusikskole er en uddannelsesinstitution under Kirkeministeriet. Vi uddanner organister, kirkesangere og kirkekorledere, både på basis- og kompetencegivende niveau. Desuden tilbyder vi efteruddannelse for kandidater og kortere kurser til kirkens ansatte.

Skolen holder til midt i Roskilde og har desuden en afdeling i Toreby på Lolland og på Bornholm. 
På Sjællands Kirkemusikskole ser vi den enkelte elev og lægger vægt på rum og tid til, at hver enkelt elev udvikler sine personlige musikalske kompetencer og tilegner sig de færdigheder, der skal til for at begå sig i en musikalsk, kirkelig sammenhæng. 

Denne målsætning vil vi leve op til ved at give sololektioner, undervisning på små hold, jævnligt afholde koncerter samt have en tæt kontakt med de studerende gennem hele deres studieforløb.

En uddannelse på Sjællands Kirkemusikskole giver mulighed for et beskæftige sig med sang og musik, med selvstændige arbejdsopgaver, udviklingsmuligheder og udfordringer i en af Danmarks smukkeste, traditionsrige arbejdspladser – Den danske folkekirke.

Vores uddannelsestilbud er med få undtagelser tilrettelagt som deltidsuddannelser. Vi bestræber os på at tilrettelægge undervisningen således, at man kan have et arbejde ved siden af. Men vi gør samtidig opmærksom på, at en uddannelse hos os kræver betydeligt hjemmearbejde og en udstrakt fleksibilitet i forhold til at indpasse tidspunkterne for undervisningen.


Årets gang
Vi følger det normale skoleår, begynder i august, afholder optagelsesprøver i april (tilmeldingsfrist 1. marts), eksaminer i maj og slutter midt i juni med koncert og dimission. Efterårsferie, juleferie og påskeferie følger ligeledes det almindelige skoleår. Vi holder dog ingen vinterferie. Skemaet er tilrettelagt med 14-dages skema, hhv. A- og B-uge, i alt 18 perioder i et skoleår.

I løbet af året arrangerer vi forskellige koncerter rundt om på Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm. Koncerterne er et samspil mellem lærere og studerende. Derudover holder vi i løbet af året arrangementer sammen med De studerendes Råd.

Fakta

Undervisningsmiljøvurdering 2025

Skolen gennemfører Undervisningsmiljøvurderinger (UMV) med tre års mellemrum. Du kan her få et mere konkret indblik i skolens undervisningsmiljø, og hvordan vi arbejder med at bruge de ressourcer vi har bedst muligt. Undervisningsmiljøvurderingerne er baseret på spørgeskemaundersøgelser sendt ud til alle vores studerende, og er et rigtigt godt værktøj til at gøre skolen endnu bedre.

 

Dyk ned i resultaterne for 2025 her samt vores handleplan for de kommende år.

 

UMV 2025: Sammenfatning af væsentlige problemstillinger

UMV 2025: Handleplan

UMV 2025: Analyserapport