Klokkenist
Kun 4 skoler i verden

Kun fire skoler i verden

Som den eneste uddannelsesinstitution i Norden, og som kun en af fire i verden, udbyder Kirkemusikskolen i Løgumkloster uddannelsen til klokkenist.

Det betyder, at det er her, man uddanner sig, hvis man er organist i en kirke, som også har et klokkespil. Flere og flere steder i landet bliver der installeret klokkespil, og behovet for uddannede klokkenister er derfor stigende. Løgumkloster Kirkemusikskole samarbejder med kollegaskoler i Holland, Belgien og Frankrig om uddannelse og kurser, så der er muligheder for hele tiden at udvikle sig som klokkenist. 
Det betyder også, at studerende fra andre lande i Europa tager til Løgumkloster for at blive uddannet som klokkenist. Studerende fra f.eks. Estland, Sverige, Norge, Finland, Litauen og Tyskland er ofte blandt de studerende på skolen. 

Første forudsætning for at blive en god klokkenist er at acceptere, at man ikke kan noget, for selv om man er professionel musiker, når man starter på klokkenistuddannelsen, så er det et helt nyt instrument, man skal lære at mestre. Derfor handler de første måneder i høj grad om at få styr på teknikken. 
Kirkemusikskolen i Løgumkloster har er transportabelt klokkespil med 50 klokker, som står indendørs. Ud over at blive brugt til undervisning, kan klokkespillet også flyttes rundt til koncerter andre steder i landet.