Klokkenistafdelingen ved Løgumkloster Kirkemusikskole råder over undervisningslokaler både bag skolens administrationsbygning i Løgumkloster og i det tidligere Løgumkloster Rådhus på Rådhusstræde 2. Undervisningen foregår desuden på Kong Frederik IX's Klokkespil i Løgumkloster, og der afholdes lejlighedsvis undervisning på andre klokkespil rundt om i landet.
Afdelingen er det eneste uddannelsessted for klokkenister i Danmark og resten af Norden.
Undervisningen på klokkenistafdelingen finder som hovedregel sted om mandagen.
Skolen tilbyder en 2-årig klokkenistuddannelse på eksamenslinjen samt videregående uddannelser på både diplom- og solistniveau, som svarer til uddannelser på konservatorieniveau.
Efter gennemført uddannelse er der mulighed for at fortsætte med eksamensfri undervisning.