Fortsæt til hovedindholdet
Om Vestervig Kirkemusikskole
Rektor har ordet

Rektor har ordet
 

Hva'? Hvor skal vi hen, du?

Efter syv år på posten som rektor for Vestervig Kirkemusik-skole har jeg valgt at skifte spor og benytter her lejligheden til at kigge tilbage og frem. 

Min motivation for i sin tid at takke ja til opgaven med at lede kirkemusikskolen var ønsket om at medvirke til anerkendel-sen af kirkemusikerfaget, og som følge deraf medvirke til dannelse og påvirkning af de studerende, herunder indgyde dem mod og faglig stolthed. 

Og jeg må også sige, at mødet med de mange forskellige studerende har været særdeles givende. De fleste er drevet af ægte engagement, musikglæde og trang til at dele ud af denne til menigheder i folkekirken. Hver især har de ofte meget at byde ind med i forhold til de opgaver, som folkekirken løser inden for gudstjeneste og undervisning, undertiden også inden for mission og diakoni. Der er et kæmpe potentiale i kirkemusikerne, som jeg dårligt kan se komme nogen andre steder fra. Kunst og kultur, korsang og fællessang er der brug for set i lyset af både et faldende dåbstal og generelt et samfund, der kæmper med ensomhed og eksistentiel krise og er udfordret på sundhed og velfærd. 

Men jeg har også observeret, hvad de studerende kæmper med i deres virke: mest af alt tid til at klare både arbejde og studier. Ikke uden grund mister nogle motivationen, når de står alene om en uddannelsesplan, og arbejdsmarkedet hverken understøtter, kræver eller honorerer uddannelse. Den vanskelige rekrutteringssituation til især organistfaget med mangel på hænder (og fødder!) puffer yderligere uheldigt til ovenstående tendens – man må tænke kreativt og gå langt ud i rækkerne for at finde en, der kan spille til husbehov. Det har jeg stor forståelse for – og respekt for dem, der løser opgaverne. 

Jeg har ikke løsningen på ovenstående ud over, at kirkemusikskolerne allerede står klar til at løfte alle fra hver deres niveau, også husbehov-niveauet. Det synes også lige for at pege på strukturelle tiltag i form af samarbejde mellem flere sogne om større stillinger for de uddannede. Gud give, at disse stillinger så tilfalder de uddannede. Sidstnævnte kræver, at der til stadighed oplyses om betydningen af liturgisk og teoretisk indsigt samt grundlæggende orgel-instrumentale og vokale færdigheder. At der rejses en værdidebat, hvor formidlingen af vor salmeskat tages alvorligt af alle dem, der er tildelt ansvar i folkekirken. Jeg undlader at bruge ordet kulturarv, som lyder støvet, men rent faktisk er det immateriel kulturarv, der er tale om. I andre brancher får temaet kulturarv netop nu ganske høj prioritet. 

Når det er sagt, kalder fremtiden også på nytænkning, således at kirkemusikalsk uddannelse fortsat bliver valgt til og kan konkurrere med andre uddannelser i sektorer, som også kommer til at mangle hænder. Tillad mig at brainstorme lidt: Skal kirkemusikuddannelserne vinkles væsentligt anderledes? - evt. afkortes med mulighed for yderligere specialisering? Skal faggrænser nedbrydes, så kirkemusiker-funktionen tænkes bredere, også i retning af at løse opgaver i samfundet, altså en intensivering af samarbejdet mellem kirke og skole, kirke og kommune? For mig at se er det kulturens, kirkens og kirkemusikerens store chance at spille ind på sundhedsområdet med aktiviteter og fællesskaber, der skaber velfærd. Deltagerne i baby-salmesang, gravidsam-taler, kirkeyoga og KOL-kor er at betragte som menigheder. Og endelig: Hvordan forholder vi os til frivillige som varetagere af visse kirkemusikerfunktioner? 

Mine efterfølgere vil helt sikkert finde svarene på disse spørgsmål. Lykke til og tak for tilliden. 

Tine Fenger Thomsen
Kirkekonsulent
Tine Fenger Consult