Om Vestervig Kirkemusikskole
Rektor har ordet

Rektor har ordet
 

Rektors tale ved dimissionen 2021:

Kære dimittender

Igen i år står jeg her og lykønsker en flok nyuddannede kirkemusikere, som har modtaget en væsentlig del af årets undervisning online. Tro det eller ej: Der er undervist i orgelspil og sang m.m. over en skærm, over telefonen og via lydoptagelser, og det i flere måneder. Igen i år må man undres over, at det er lykkedes jer – med jeres læreres hjælp – at nå i mål med både teori og især med musikalsk praksis.

Men vi har også opdaget svagheden ved disse medier og tabet af fællesskaber og kan stille os selv spørgsmålet: Hvad betyder fællesskaber for læring og for en kirkemusikers praktiske virke?

Moderne læringsteori betragter jo læring som en social proces, der foregår i samspil med andre. Det modsatte ville være en situation, hvor underviseren som en anden ”tankpasser” fylder benzin på eleven, som så til gengæld passivt ”bliver fyldt op” og ophober den tilegnede viden og færdigheder. Ganske vist kan tankpasser-modellen have sin relevans i forhold til visse fag og discipliner, men inden for den praktiske musikudøvelse står det klart, at denne model vil komme til kort, for det at spille, synge, dirigere er simpelt hen så komplekst, at der ikke blot er tale om kundskaber og regelbaserede færdigheder.

Det er her mesterlæren, kirkemusikskolernes særkende, kommer til sin ret. Den bliver ofte kritiseret for at være ensidig og konservativ, men faktisk betragtes den af de to læringsteoretikere, Nielsen og Kvale*, som netop læring i social praksis og fremstår med stor relevans i professionsuddannelser fx af lærere, sygeplejersker og socialarbejdere. Nielsen og Kvale nævner fire hovedaspekter ved mesterlæren:

  1. Eleven deltager i et praksisfællesskab sammen med læreren. I begyndelsen deltager eleven måske perifert, men efterhånden mere og mere ligeværdigt – som to musikere i dialog. Færdigheder og kundskaber, men også værdier, erhverves i en social praksis. Inden for vores verden kunne værdier fx være: Hvad er godt repertoire til kirkerummet? Hvordan fremstår en kirkesanger i rummet? Osv.
  2. Eleven erhverver en professionel identitet – man tager skridt i retning mod at mestre erhvervet som kirkemusiker og opbygger en professionsidentitet. Fx når en studerende fra kirkemusikskolen modtager orgelundervisning i en nærliggende kirke. Her ser man kirkeblad og plakater for kirkens aktiviteter, møder præster og andre medarbejdere, oplever sin lærers kor- og koncertaktiviteter og får kendskab til de praktiske opgaver forbundet med at vedligeholde et orgel. Kort sagt: Man forberedes på erhvervet.
  3. I mesterlæren lærer man gennem aktivitet ved ”at gøre”. Ikke ved at læse eller lytte passivt – men gennem iagttagelse og imitation. Iagttagelse og imitation uden refleksion kan føre til tavs viden, hvor man ”som en papegøje” efterligner sin lærer, men det kan også være en effektiv måde at tilegne sig vanskelige og komplekse færdigheder på. Senere i livet, når man er mere erfaren, kan man så tage kritisk stilling til lærerens måde at musicere på.
  4. Evaluering foregår gennem praksis – nemlig ved kontinuerlig feedback fra læreren, ikke alene gennem eksamen og karaktergivning.

Så meget om mesterlæren. På kirkemusikskolen suppleres den naturligvis med en betydelig mængde fællesundervisning i form af fællestimer og koncerter. Denne fællesundervisning indeholder et væsentligt socialt aspekt. Det er her, der gøres vigtige, eksamensforberedende erfaringer med at performe og optræde for andre: man evaluerer, støtter og motiverer hinanden, man inspirerer hinanden til læring, ligesom det at være tilhører til koncerter i musiklivet generelt inspirerer og motiverer.

Alt dette har vi savnet under perioderne med online-undervisning.

Så alt i alt kan I glæde jer til det praktiske virke ude i kirkerne, hvor musikken i høj grad indgår som en del af et socialt fællesskab: Gudstjenestefællesskabet, menighedsfællesskabet og fællessangen. Tag del i fællesskaberne og gør musikken gældende heri. Tag også del i kulturlivet uden for kirkens rum og styrk således sammenhængskraften mellem kirke og samfund.

Vær gode forbilleder for musikerfaget, for folkekirken og for skolen. Lykke til!

 

*Klaus Nielsen og Steinar Kvale: Mesterlære – læring som social praksis (Hans Reitzels forlag 1999)

 

Tine Fenger Thomsen
Rektor