Klokkenist
Hvad laver en klokkenist

Hvad laver en klokkenist

De fleste klokkenister arbejder i en kirke. Klokkespil findes som oftest i forbindelse med kirketårne, og det indgår naturligt som en del af en organiststilling.   

Mange starter på klokkenistuddannelsen, fordi de får job som organist i en kirke, der også har et klokkespil. Og når man har et så dyrt og flot instrument, skal man også kunne spille ordentligt på det. Derfor har vi ofte studerende, der er blevet ansat i en kirke med klokkespil, og efterfølgende tager uddannelsen til klokkenist, hvis de ikke har den i forvejen. 

Et klokkespil kan sammenlignes med et stort friluftsflygel, hvor musikken ikke er begrænset af nogen form for rammer, men flyder ud over parker, torve, huse og tage. Derfor er repertoiret på klokkenistuddannelsen også både kirkeligt og verdsligt, og omfatter alt fra klassisk musik, evergreens, musicals, kirkemusik og danske sange. Som lærer på klokkenist-uddannelsen Peter Langberg udtrykker det, så har man som klokkenist et tvangsindlagt publikum, og så er det godt at kunne spille noget, som folk kender, og som har en god og positiv effekt, når de hører det fra kirkens klokketårn. 

Uddannelsen tager fra 2 år og op til 7 år - afhængig af den ønskede uddannelsesgrad. Klokkespillet et af de største og kostbareste instrumenter som man kan spille på. Musikalsk set er det interessant pga. de uanede muligheder, der er for enhver form for spilledynamik, som man naturligvis lærer at mestre.