En fremtid som kirkemusiker
Jobmuligheder

Gode jobmuligheder over hele landet

Der er gode jobmuligheder, når du uddanner dig som kirkemusiker.

Uddannelsen til kirkemusiker er en af de få uddannelser, hvor der er jobmuligheder over hele landet. 

Som kirkemusiker med orgel og korledelse vil du typisk få job ved en mindre bykirke eller en større landsbykirke med et aktivt musikmiljø - ofte med et tilknyttet kor. Eller du kan blive ansat som assistent ved en større bykirke, hvor man indgår i samarbejde med en organist uddannet fra et af musikkonservatorierne. Som kirkemusiker med sang eller sang og korledelse vil du typisk få job som kirkesanger ved en landsbykirke, hvor man er ene sanger, eller det kan være ved en bykirke, hvor man indgår i et kor. 

Der findes næsten lige så mange forskellige job som kirkemusiker, som der findes kirker. Nogle stillinger er få timer om ugen, andre er fuldtid. Variationen i arbejdsopgaver er lige så stor. Nogle steder er korarbejde prioriteret højt sammen med din funktion ved gudstjeneste. Andre steder står du for babysalmesang, underviser eller spiller til sangeftermiddage på plejehjemmet. Der er derfor mulighed for at finde det job, der passer til netop dig som kirkemusiker. Og så er der som kirkemusiker mulighed for at få et job, hvor du er udøvende musiker, og hvor du dagligt får lov til at beskæftige dig med musik med den selvrealisering og glæde, det giver i hverdagen.